Petit og dåhjorten
Den 14. november var vi tre gravhundekammerater, der var inviteret på drevjagt i en Midtjysk Plantage.
Det var vindstille og solskin, - et helt fantastisk vejr i denne ellers så regnfulde november.
Reviret, som vi for øvrigt bliver inviteret til at drive i hvert år, er på 450 ha, et fantastisk terræn der indeholder alt hvad et drevjægerhjerte kan begære.
Ligesom de forrige år, skulle dagen foregå som en decideret riffeljagt, hvor vi skulle drive med vore gravhunde og riffeljægerne blev placeret i hochsitze.
Ved parolen blev der som de forrige år oplyst at der måtte skydes kronhjorte, fra 10 ender og mere, kronkalve og dåhjorte med ½ og 1/1 skuffe, råvildt, ræve.
Ligeledes blev der på parolen nævnt at der på nabokonsordiet, 3 tre gange inden for de sidste 3 uger, var set en dåhjort, der var også afgivet skud til den.
Hver gang havde der været registrerede sweisshunde på eftersøgning, men desværre, uden held.
Den ene af de tre sweisshundeførere var også til stede denne dag, han havde 2 dage forinden måttet opgive eftersøgning i den såt, som vi skulle starte dagen med, og han var selvsagt meget spændt.
Vi gik i gang med første såt og der var hurtigt musik i skoven. Da såten var forbi havde der lydt flere skud og vildtvognen rummede både råvildt og ræv, men den anskudte hjort var ikke set.
Vi fortsatte til 2. såt. Og havde der været gang i de små hunde i første såt, ja, så var det intet imod hvad der skete i denne. De små hunde drev med fuld musik, de svømmede på drev over søerne. Alle der har set en gravhund svømme vil vide at det går som en lille eldrevet båd, så det gik derudaf. Jeg kunne jo kun se på, men mine tanker gik jo til at når de nu kom i land på modsatte side og drevet måske sluttede ved en skytte, så vil det nok knibe med at søge tilbage og komme i vandet igen og svømme tilbage.
Men nej, intet pjat, over søen igen, søge nyt vildt op og så i gang igen. Der kunne jo være mere…
Da drev og skydning stilnede af efter denne 2. såt, gik jeg hen og talte med en af sideposterne til den største sø i området. Jeg kunne godt se at han var lidt stor i hovedet, så jeg spurgte ham om han havde set noget.
Om han havde… Ja, han havde set en stor dåhjort stå ude i vandet på den modsatte side af søen. Det var vel at mærke efter at have stået på post i 15 minutter. Han havde en BBF med kerv og korn og da han kunne se at den var halt, skød han omgående, Det måtte være den omtalte hjort.
Afstanden var ca. 110 m. og hjorten gav sig i skuddet, men forsvandt ind i de bagvedliggende fyrretræer.
Såten var forbi og vi samledes ved aftalt sted. Der var megen snak, den franske gæst havde skudt til hjorten, en anden havde set den gå over vejen osv. osv.
Det var tid til frokost, og hjorten ville under alle omstændigheder have gavn af ro en tid, før sweisshundeføreren ville gå i gang med eftersøgningen.
Hjorten gav naturligvis anledning til megen debat under frokosten. En del af debatten gik her som ved mange andre lejligheder blandt jægere med store hunde og godkendte sweisshundeførere på, at gravhunde ikke kunne komme i sweissregistret mere, da de ikke kunne magte opgaven. I hvert fald ikke efter de store hundes ejeres opfattelse.
Jeg blev nødt til at korrigere…. Jeg måtte fortælle at de fire bedste hunde ved de nationale Tyske mesterskaber - i Sweiss for alle racer- var gravhunde! Ligeledes mente jeg jo også, og gør stadig, at en gravhund kan stille en stor hjort, og jeg dristede mig til at sige at havde man sat en af mine hunde på for tre uger siden, havde man ikke måttet opgive hjorten, - Men vi kunne jo lade det komme an på en prøve.
Frokosten var forbi og det blev besluttet, at der ikke skulle være flere såter den dag, Hjorten skulle findes. Dagens såter skulle omringes og sweisshundeføreren skulle sætte sin hund på eftersøgningen. Havde det ikke givet resultat efter 30 minutter skulle jeg sætte en af mine hunde på. Jeg havde min DKBCHD, DKJCH Petit i bilen. Petit der blandt meget andet har været prøvens bedste hund på spor og drev var lige en hund til denne opgave og havde ikke været i brug denne dag.
Vi måtte gå en meget stor omvej for at komme over på den modsatte side af søen, - vi måtte finde anskud stedet.
Petit blev sat på opgaven. Sporet var svært at finde. Der var ikke rigtig noget fært langs med bredden, men der var et sted hvor Petit absolut ville ud i vandet. Skytten mente at det godt kunne passe med at det var der hjorten havde stået da han skød på den. Men hjorten var jo forsvundet ind i fyrretræerne bagved efter skuddet, så vi måtte da skulle derind.
Jeg forsøgte at få Petit med længere tilbage fra bredden og pludselig var der mere gang i halen på hende. Ca. 25 m tilbage fra søbredden fik Petit fat i sporet og vi fandt en lille tot pels. Den var hvid og jeg var klar over at der var tale om et lavt skud, men nu begyndte det at gå stærkt. Petit ville fremad. Ca. 100 m længere fremme så jeg de første aftryk af klovene, og det var i den retning hvorfra vi lige var kommet. Det stod os klart at der ikke havde været spor i sandet da vi kom, så vi måtte være forholdsvis tæt på.
Efter ca. 100 m mere havde hjorten haft et styrt. Petit gav hals og nu var jeg for alvor klar over, at hjorten ikke havde meget forspring.
Da der stadig ingen sweiss var, valgte jeg at udskifte sele og line med klokke og lade hende drive og det gik for fuld hals. Der var ca. 200 m hen for enden af søen og Petit var ude af syne, for pludselig at dukke op svømmende ude midt på søen, på vej tværs over søen med fuld hals. Først da vi, skytten og jeg, kom derhen så vi hjorten ligge halvt ude af vandet på den modsatte side af søen. Brinken her er nærmest lodret, så da Petit næsten var fremme ved hjorten, valgte den at svømme tilbage, ud i søen igen med Petit lige efter sig, og stadig med fuld hals.
Vi stod helt stille, på behørig afstand, og ventede på den skulle gå i land. Den fik fangstskuddet og den formentlig mest eftersøgte hjort fra de Midtjyske plantager kunne komme på den flotte parade efter en formiddagsjagt, hvor der, foruden hjorten lå 6 stk. råvildt, 1 ræv og 1 hare.
Det viste sig at hjorten havde en brækket forbov. Det 3 uger gamle strejfskud på bovspidsen der var skyld i bruddet, var næsten helet op.
Petit fik megen ros ved dagens parade. Og jo, en gravhund kan efter min mening, sagtens gøre sig berettiget til at blive registreret i sweissregistret.