På drevjagt med de små hunde

Petit og dåhjorten


Den 14. november var vi tre gravhundekammerater, der var inviteret på drevjagt i en Midtjysk Plantage.

Det var vindstille og solskin, - et helt fantastisk vejr i denne ellers så regnfulde november.

Reviret, som vi for øvrigt bliver inviteret til at drive i hvert år, er på 450 ha, et fantastisk terræn der indeholder alt hvad et drevjægerhjerte kan begære.

Ligesom de forrige år, skulle dagen foregå som en decideret riffeljagt, hvor vi skulle drive med vore gravhunde og riffeljægerne blev placeret i hochsitze.

Ved parolen blev der som de forrige år oplyst at der måtte skydes kronhjorte, fra 10 ender og mere, kronkalve og dåhjorte med ½ og 1/1 skuffe, råvildt, ræve.

Ligeledes blev der på parolen nævnt at der på nabokonsordiet, 3 tre gange inden for de sidste 3 uger, var set en dåhjort, der var også afgivet skud til den.

Hver gang havde der været registrerede sweisshunde på eftersøgning, men desværre, uden held.

Den ene af de tre sweisshundeførere var også til stede denne dag, han havde 2 dage forinden måttet opgive eftersøgning i den såt, som vi skulle starte dagen med, og han var selvsagt meget spændt.

Vi gik i gang med første såt og der var hurtigt musik i skoven. Da såten var forbi havde der lydt flere skud og vildtvognen rummede både råvildt og ræv, men den anskudte hjort var ikke set.

Vi fortsatte til 2. såt. Og havde der været gang i de små hunde i første såt, ja, så var det intet imod hvad der skete i denne. De små hunde drev med fuld musik, de svømmede på drev over søerne. Alle der har set en gravhund svømme vil vide at det går som en lille eldrevet båd, så det gik derudaf. Jeg kunne jo kun se på, men mine tanker gik jo til at når de nu kom i land på modsatte side og drevet måske sluttede ved en skytte, så vil det nok knibe med at søge tilbage og komme i vandet igen og svømme tilbage.

Men nej, intet pjat, over søen igen, søge nyt vildt op og så i gang igen. Der kunne jo være mere…

Da drev og skydning stilnede af efter denne 2. såt, gik jeg hen og talte med en af sideposterne til den største sø i området. Jeg kunne godt se at han var lidt stor i hovedet, så jeg spurgte ham om han havde set noget.

Om han havde… Ja, han havde set en stor dåhjort stå ude i vandet på den modsatte side af søen. Det var vel at mærke efter at have stået på post i 15 minutter. Han havde en BBF med kerv og korn og da han kunne se at den var halt, skød han omgående, Det måtte være den omtalte hjort.

Afstanden var ca. 110 m. og hjorten gav sig i skuddet, men forsvandt ind i de bagvedliggende fyrretræer.

Såten var forbi og vi samledes ved aftalt sted. Der var megen snak, den franske gæst havde skudt til hjorten, en anden havde set den gå over vejen osv. osv.

Det var tid til frokost, og hjorten ville under alle omstændigheder have gavn af ro en tid, før sweisshundeføreren ville gå i gang med eftersøgningen.

Hjorten gav naturligvis anledning til megen debat under frokosten. En del af debatten gik her som ved mange andre lejligheder blandt jægere med store hunde og godkendte sweisshundeførere på, at gravhunde ikke kunne komme i sweissregistret mere, da de ikke kunne magte opgaven. I hvert fald ikke efter de store hundes ejeres opfattelse.

Jeg blev nødt til at korrigere…. Jeg måtte fortælle at de fire bedste hunde ved de nationale Tyske mesterskaber - i Sweiss for alle racer- var gravhunde! Ligeledes mente jeg jo også, og gør stadig, at en gravhund kan stille en stor hjort, og jeg dristede mig til at sige at havde man sat en af mine hunde på for tre uger siden, havde man ikke måttet opgive hjorten, - Men vi kunne jo lade det komme an på en prøve.

Frokosten var forbi og det blev besluttet, at der ikke skulle være flere såter den dag, Hjorten skulle findes. Dagens såter skulle omringes og sweisshundeføreren skulle sætte sin hund på eftersøgningen. Havde det ikke givet resultat efter 30 minutter skulle jeg sætte en af mine hunde på. Jeg havde min DKBCHD, DKJCH Petit i bilen. Petit der blandt meget andet har været prøvens bedste hund på spor og drev var lige en hund til denne opgave og havde ikke været i brug denne dag.

Vi måtte gå en meget stor omvej for at komme over på den modsatte side af søen, - vi måtte finde anskud stedet.

Petit blev sat på opgaven. Sporet var svært at finde. Der var ikke rigtig noget fært langs med bredden, men der var et sted hvor Petit absolut ville ud i vandet. Skytten mente at det godt kunne passe med at det var der hjorten havde stået da han skød på den. Men hjorten var jo forsvundet ind i fyrretræerne bagved efter skuddet, så vi måtte da skulle derind.

Jeg forsøgte at få Petit med længere tilbage fra bredden og pludselig var der mere gang i halen på hende. Ca. 25 m tilbage fra søbredden fik Petit fat i sporet og vi fandt en lille tot pels. Den var hvid og jeg var klar over at der var tale om et lavt skud, men nu begyndte det at gå stærkt. Petit ville fremad. Ca. 100 m længere fremme så jeg de første aftryk af klovene, og det var i den retning hvorfra vi lige var kommet. Det stod os klart at der ikke havde været spor i sandet da vi kom, så vi måtte være forholdsvis tæt på.

Efter ca. 100 m mere havde hjorten haft et styrt. Petit gav hals og nu var jeg for alvor klar over, at hjorten ikke havde meget forspring.

Da der stadig ingen sweiss var, valgte jeg at udskifte sele og line med klokke og lade hende drive og det gik for fuld hals. Der var ca. 200 m hen for enden af søen og Petit var ude af syne, for pludselig at dukke op svømmende ude midt på søen, på vej tværs over søen med fuld hals. Først da vi, skytten og jeg, kom derhen så vi hjorten ligge halvt ude af vandet på den modsatte side af søen. Brinken her er nærmest lodret, så da Petit næsten var fremme ved hjorten, valgte den at svømme tilbage, ud i søen igen med Petit lige efter sig, og stadig med fuld hals.

Vi stod helt stille, på behørig afstand, og ventede på den skulle gå i land. Den  fik fangstskuddet og den formentlig mest eftersøgte hjort fra de Midtjyske plantager kunne komme på den flotte parade efter en formiddagsjagt, hvor der, foruden hjorten lå 6 stk. råvildt, 1 ræv og 1 hare.

Det viste sig at hjorten havde en brækket forbov. Det 3 uger gamle strejfskud på bovspidsen der var skyld i bruddet, var næsten helet op.

Petit fik megen ros ved dagens parade. Og jo, en gravhund kan efter min mening, sagtens gøre sig berettiget til at blive registreret i sweissregistret.

   En veltilrettelagt jagt! En fantastisk hjortejagt i et helt fantastisk vejr med solskin og klar rimfrost.

Støverjagt med drivende ruhårede gravhunde, udelukkende med riffel. Invitation to måneder før, afbud fra to hundeførere,-  et fantastisk held for mig og mine gravhunde-7 stk. og jagten som helhed.

En fantastisk flot dag med rimfrost og sol, - så meget rim at man tydeligt kunne se spor i græs og mos. Let vind fra syd.

I første såt går vildtet med det samme, vi ser tre stk. råvildt og en hare men det passer ikke rigtigt så hundene driver ud af såten u den der bliver afgivet skud.

Anden såt: Vi holder og venter på at vi skal i gang, mens skytterne bliver kørt ud igen. Ingen hunde og klokker ud af bilen før alle skytter er på plads. Alle skytter bliver kørt ud med den samme vogn.

Da tre fjerdedel af skytterne er kørt ud, er egekrattet, lige op ad bilen hvor vi holder og venter, lige ved at vælte. Ja, blade og træer bøjer, men vi kan ikke se hvad det er, og vi siger samstemmende, da vi har holdt vejret i flere sekunder, det er de store!

10 sekunder senere hører vi et skud og vi ser fremefter på vejen. En, syntes vi, meget stor hjort springer over vejen i høj fart. Vi mener en 8-10 ender eller mere. Vi sidder lige og får vejret, så kommer der en skytte frem på vejen, ca. 100 meter fremme hvor vi så hjorten springe over vejen. Vi triller lige så stille hen mod ham, for vi skal have hundene ind i såten, væk fra landevejen og han siger så, hvad vi ikke vidste, at han havde skudt til en hjort. Det havde vi ikke set og vi syntes ikke at vi kunne se noget på den der sprang over. Så sagde han at det var en spidshjort han havde skudt til, den havde vi ikke set. Den havde været umiddelbart foran.

Den store hjort havde han ikke skudt på, - det var en, inde i stykket, som sad i en hochsits, så vi blev store i hovederne.

Ham på vejen som vi talte med mente bestemt at han havde ramt den første hjort, spidshjorten. Vi kunne tydelig se klovaftrykkene i den rimfrosne mosbund, men vi kunne ikke umiddelbart se noget skudtegn. Vi havde alle tre næse og øjne helt i jorden. Skytten lød temmelig overbevist om at han havde ramt den så vi kravlede længere og længere op ad sporet. Det viste sig at vi skulle gå 18-20 store skridt før der kom sweiss men så var der også temmelig meget, så vi besluttede at sætte en sweisshund på. Jeg gik ned til bilen for at gøre hunden klar. Jeg tog en, der ikke havde været ude endnu i dag.

Eftersøgning: hunden bliver sat på og vi går. Efter ca. 50 meter er der benstumper i sweiss’en hvilket ikke huer mig så godt, men efter 80 meter er der også et stykke lunge og så stiger optimismen. Klovaftrykkene viser stadig høj fart på hjorten, masse af sweiss, 200 meter i højskov men så halser hunden og jeg er klar over at hjorten er oppe at stå endnu. Jeg får kolde fødder og beslutter at vi trækker os tilbage og giver hjorten en times ro og vi går så tilbage for at optage jagten i 2. såt og ligeså snart hundene synger falder der flere skud.

Det viser sig at der er faldet to bukke lam og en kronhind. Det ene bukke lam kan skytten ikke umiddelbart finde og han beder mig om at eftersøge det. Jeg har beholdt en hund i snor og ham sætter jeg på skudstedet for bukkelammet. Sweiss’en ser god ud og han går også direkte på, men det er i nogle fuldstændig tætte rødgranner hvor rækkerne er fyldt ud med vildtsåede træer så de er næsten ufremkommelige. Hunden har ingen problemer men det er værst for mig-. Da vi kommer lidt ind er dyret også kilet fast mellem disse tætte granner. Vi får det trukket ud og skytten ånder lettet op.

Og så tilbage til den forsvundne hjort. Jeg sætter igen min hanhund på sporet på skudsstedet og det gik også godt op til stedet hvor vi havde stoppet i første forsøg. Der virker det som om der er frisk fært og han virker også lidt ophidset efter han lige har fundet bukkelammet.. Jeg bliver usikker på min hund så jeg beslutter derfor at gå tilbage til bilen for at bytte ham om med en frisk hund, der endnu ikke har været ude i dag.

Jeg sætter så en tævehund der er DKJCH på og der går lige lidt tid med at få hende til at koncentrere sig men så lige pludselig går hun som en magnet på en togskinne og vi får travlt med at følge med. Hun vil så også pludselig slå vinkelret til siden hvor jeg havde haft problemer med den første hund men da hun går så fast på sporet kan jeg tydelig nå at se blod og vi kommer frem til nogle tætte rødgranner hvor jeg må ned og kravle for at følge hende. Hun bliver meget ivrig og jeg kravler så hurtigt som jeg kan, men skytten kan ikke følge med. Hun giver et par enkelte glam og vi er så fremme ved et sårleje og der skal jeg så lige have en lille pause og lidt luft. Vi kravler videre men jeg kan intet se, alt er sort og hun vil bare derudaf. Vi kravler både frem mellem rækkerne, tilbage igen og tværs over rækkerne og her er endnu et sårleje hvor hun er helt tosset. Hun halser lige som om hun vil drive og jeg mener jeg har kunnet høre hjorten men jeg kan i hvert fald tydeligt lugte ham og da skytten kommer op, konfererer vi lige og jeg siger at jeg bliver nødt til at slippe hende så hun kan drive den, ellers har vi ikke en chance. Jeg tager selen af hende, men har selvfølgelig ikke fået en klokke i lommen. Der er ikke andet at gøre end at lade stå til, så jeg slipper og så går den vilde jagt. Vi har ikke en chance for at følge med. Men drevet går alligevel lidt rundt og lidt på tværs og vi stopper op på et spor hvor jeg tydeligt kan se spor af hjorten. Der er ikke decideret sweiss men jeg kan se at han bløder ved det ene klovaftryk. Nogle steder kan vi lugte hjort og blod. Pludselig kan jeg høre at der er kamp på liv eller død. Stemmen er nuanceret. Det bumler! Jeg kan høre at hun er ved at få ham stillet. Hun skal virkelig vogte sig, hvis hun ikke vil have klø af de skarpe klove. Pludselig er der ro!

Vi står og lytter og der havde vi virkelig haft brug for klokken men det var jo for sent. Pludselig tror vi at vi kan høre dem et lille stykke inde i granerne. Vi har da været ude ved vejen og har forvisset os om, at de ikke er gået over vejen. Jeg kravler ind under de tætte granerog skytten går stille frem på sporet. Pludselig råber han at han kan se hjorten sidde på alle fire og så håber jeg selvfølgelig at den ikke vil op mere. Skytten beder om lov til at give ham fangstskuddet. Rolig nu, siger jeg, du må være helt sikker på at hunden ikke skifter og efter et minuts venten, giver han fangstskuddet og så ryger hunden lige i struben på hjorten. Det viser sig at være en abnorm hjort på ca.tre år med ca. 20cm lange øjensprosser. Den ene stang er brækket.  Den stank utroligt af hjort

Kuglen var gået skråt ind i bringen forfra og ekspanderet i brystbenet for derefter at gå skråt frem i den modsatte side. Heldigvis med ekspansion til lungen. Normalt ville den have fortsat lige igennem og forvoldt stor skade i den modsatte bov. Men sådan skulle det ikke være.

Havde vi ikke haft en hund i den kaliber, havde vi aldrig fået den hjort!

Niels Bertram Mikkelsen